Information om kontingent, Grand Prix – sæson 2026-2027

Sorø 15-06-2026

Kære Grand Prix-forældre

Bestyrelsen har i samråd med Grand Prix-instruktørerne besluttet at hæve kontingentet på samtlige Grand Prix-hold fra sæson 2026-2027. I dette brev vil vi gerne uddybe baggrunden for denne beslutning samt hvordan de ekstra midler fremover skal komme gymnasterne til gavn.

Der er overordnet set to årsager til, at det er blevet besluttet at hæve kontingentet:

1. Udvidede træningstider

Hold i alderskategorierne +10 år, vil fra sæsonen 2026-2027 få udvidet deres ugentlige træningstid med 30 min. Derved vil én af de ugentlige træninger fremover have en varighed på 2 timer, mens øvrige træninger forbliver på 1½ timer.

Træningstider for alle hold kan findes på hjemmesiden.

2. Bidrag til dragter og udstyr

Som det også er blevet drøftet på et tidligere forældremøde, har der i de hidtidige kontingentsatser ikke været økonomisk råderum til at dække større udgifter til dragter og nyt udstyr.

Traditionelt har sådanne udgifter været finansieret gennem sponsorater, fundraising, fondsmidler, salg og lignende initiativer. Desværre har det gennem en årrække vist sig vanskeligt at indsamle tilstrækkelige midler ad denne vej.

På den baggrund har bestyrelsen besluttet at hæve kontingentet, således at der fremadrettet årligt kan afsættes et beløb svarende til ca. 400 kr. pr. gymnast, der kan bidrage til finansiering af blandt andet dragter og udstyr.

Det er dog vigtigt at understrege, at det økonomiske råderum, som kontingentforhøjelsen skaber, ikke alene vil være tilstrækkeligt til at dække det løbende behov for nye dragter og større udstyrsindkøb. Der vil derfor fortsat være behov for yderligere finansiering gennem sponsorater, fundraising, fondsmidler, salg og lignende aktiviteter.

Bestyrelsen forventer, at midlerne fra kontingentforhøjelsen som udgangspunkt kan finansiere op mod 50 % af fremtidige indkøb af dragter og udstyr, mens de resterende 50 % fortsat vil skulle dækkes gennem andre finansieringskilder.

De nye kontingentsatser fremgår af hjemmesiden.

https://sorif.dk/grand-prix-gymnastik/

Vi håber på forståelse for denne beslutning, som er truffet med det formål at sikre gode træningsforhold og en bæredygtig udvikling af Grand Prix-afdelingen fremadrettet.

I forbindelse med opstarten af den kommende sæson forventer vi at invitere alle Grand Prix-forældre til et fælles opstartsmøde, hvor vi blandt andet vil informere lidt yderligere om økonomien i Grand Prix-afdelingen og uddybe de forhold omkring kontingent, dragter og udstyr, som er beskrevet i dette brev. Samtidig vil vi gerne fortsætte dialogen med jer forældre omkring, hvordan vi i fællesskab kan arbejde for at skaffe yderligere finansiering til holdene gennem eksempelvis fundraising, sponsorater, salg og andre aktiviteter.

Dato og nærmere information om forældremødet vil blive meldt ud ved sæsonstart.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen & Grand Prix-instruktørerne
SORIF



Har man spørgsmål til indholdet i dette brev, er man meget velkommen til at rette henvendelse til bestyrelsen på bestyrelsen@sorif.dk.

Vi vil bede om, at spørgsmål vedrørende kontingent rettes direkte til bestyrelsen, da instruktørerne som udgangspunkt ikke er ansvarlige for kontingentforhold og økonomi.

Scroll to Top